onsdag den 20. juni 2007

Georgien - et land i nød

Georgien er et land på 69.700 km2 med 5,4 mio. mennesker, hvoraf 1,2 mio. bor i hovedstaden Tbilisi. Landet har en af de ældste kulturer i verden. Man mener, at Tubal Kain, som nævnes i 1. Mosebog kap. 4, kan tilbageføres til Georgien. Ligeledes nævnes det i kap. 9, at Noa plantede en vingård, da han gik ud af arken. Det mest sandsynlige sted for dette nær Ararats bjerg er Georgien.
Det har haft en omskiftende historie som nabo til gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mongolerne, maurerne og andre, muslimerne, har sat blodpletter i landets historie.
Med trusler fra stærke fjender mod syd indgik Georgien et delvis frivillig forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmanske Riges fald og revolutionen i Rusland fik en kort selvstændighed. Den blev dog afbrudt af sovjethæren, som invaderede landet 25.02.1921.

Nino af Kapadokien bragte kristendommen til Georgien i år 330, men allerede i det første århundrede var store kolonier af grækere, der havde bosat sig ved Sortehavets østlige bred i Georgien, blevet evangeliseret. Den ortodokse Kirke har en væsentlig indflydelse i landet i dag. Der findes dog også små evangeliske kirker (pinsevenner og baptister), ligesom der er en del jøder. Omgivet af muslimske folkeslag, er der naturligvis også mange muslimer med vidt forskellige traditioner.
I det hele taget er befolkningen delt op i 80 forskellige folkegrupper. De fem største er: georgere 74%, armeniere 7.7%, russere 6.5%, azerbajdianere 4.6% og ocettere 3%. Til trods for dette overflødighedshorn af etniske grupper, har der aldrig været væsentlige indbyrdes problemer mellem dem. Kristne og muslimer har levet i fredelig sameksistens. Selv jøderne har aldrig været forfulgt i Georgien. Deres synagoge ligger klods op ad den ortodokse Domkirke i Tbilisi.
Men Josef Stalin, som var georgier, delte landet i fire republikker for at få flere stemmer til Den højeste Sovjet, desuden flyttede han store folkegrupper, og det har efter USSRs fald ført til mange genvordigheder. Landet har siden 1992 haft fire borgerkrige, og Rusland har besat Abkasien med den lange kyststrækning mod vest til Sortehavet. Samtidig har russerne, der sad på en del af infrastrukturen lukket for gas og olieforsyningerne til landet.
Derfor er landet enormt forarmet. 75% af de arbejdsduelige er arbejdsløse. De 15%, som er ansat i statsadministrationen, får ingen løn. De sidste 10% er sikkert mafiafolk. Landet var et frugt og vinland. Nu produceres der ingenting. Frugttræerne er faldet for øksen, fordi man skulle have brænde til opvarmning og til at varme maden. Jeg spurgte, hvorfor de ikke producerede vin, og svaret lød: ”Vi har ingen flasker!” Men når der sjældent er el og der ofte er lukket for vandet, trækarrene til gæring af vin er faldet fra hinanden og derefter brugt til brænde, hvad gør man så?
Mange gange har jeg besøgt landet og tabt mit hjerte til folket. Allerede i 70’erne tog vi i Dansk Europamission ansvaret for at oversætte og trykke Bibelen til georgisk. To oplag blev smuglet ind, og da jerntæppet faldt, blev jeg inviteret af Patriarken. Han er en levende kristen, og vi har fået et varmt venskab. Også præsidenten, Eduard Sjevardnadze, som jeg har mødt tre gange, er en personlig kristen, som behøver al vor forbøn.

Det er svært at forstå, hvordan folk kan eksistere under disse vanskelige forhold, men her har jeg mødt mennesker, som af hele deres hjerte sætter deres lid til Gud, som vi siger, at vi gør, mens vi mindst lige så meget regner med vore pensioner, sygehuse og alt det andet, som giver os tryghed.
I min pensionist-tilværelse er jeg blevet valgt til at være formand for ”Dansk Georgisk Venskabsforening – Mission til Georgien”, som trods få midler er aktiv i landet. Dansk Europamission har overgivet de projekter, som jeg startede, og de midler, der var øremærkede til landet, har de også givet til os. Vi støtter en børneklub, hvor børnene får undervisning, mad, tøj og fodtøj. Samtidig er der søndagsskoleoplæring og det er til stor opmuntring for dem og deres familier, hvor mange har åbnet sig for evangeliet.
Desuden understøtter vi 70 børn, som derved får skolegang og mad, men behovet for at hjælpe flere børn er enormt. Det koster 150 kroner om måneden. De fleste familier kan ikke sende deres børn i skole, fordi børnene ikke har fodtøj og klæder og ikke kan få mad med. Skolebøger skal også købes. Det koster 150 kr. om måneden at adoptere et barn fra Georgien, og vi garanterer for, at pengene går til barnet. Vi oplyser gerne navn på barnet, så man kan bede for sit barn, men vi videregiver ikke adresser.
Hans Kristian Neerskov

tirsdag den 19. juni 2007

Projekter i Georgien

Fadderbørn
Danske faddere sikrer 64 børns skolegang og mad med et månedligt beløb på 150 kroner. Du kan være med til at sikre et barns fremtid.
Pensionister
100 pensionister, der bor i yderste fattigdom, får 70 kroner om måneden fra Danmark.
Jesu Børn
35 børnehjemsbørn får bibelundervisning, lærer at læse og skrive. Præsten besøger dem en gang om ugen.
Fattige familier
De modtager fødevarer, medicin og tøj to gange årligt.
Bibler
Bibler til troende familier, der ikke har råd til at købe en. Ny oversættelse, smukt indbundet. Kun kr. 200,-

Hvordan kan du hjælpe?

Forbøn
Bed til Gud for de fattige og syge mennesker i Georgien. Fortæl dine venner om os og vore projekter – og giv dem vort blad.
PBS
Den letteste måde at støtte os på. Vi kan se, hvad der kommer ind af penge, så vi bedre kan planlægge vore indsatser i fremtiden.
Girokortet
Findes i bladet. Gaver til vores forening kan trækkes fra i skat ifølge Ligningslovens §8a. og §12 stk. 2. Gavigiro 1 689 8600.
Bankoverførsel
Bidrag kan også overføres til vores konto 1199-0016898600. Angiv hvilket projekt, du vil støtte.
Gavebrev
Her lover man et fast beløb eller en procentsats af sin løn eller pension over en periode på 10 år.

Daglig ledelse

Formand, Hans Kristian Neerskov, Tlf. 39661933. Telefax 39661934
Sekretær, Iris Jørgensen, Tlf. 47315315
Kasserer, Leif Jørgensen, e-mail: leif_jorgensen@yahoo.dk
Redaktion, Tea Gulbiani, e-mail: teona@email.com
H.K. Neerskov (ansv.), e-mail: hk@neerskov.org

§2 Formål

(udpluk af foreningens vedtægter)

Foreningens formål er at knytte venskabsbånd mellem Danmark og Georgien.
Dette gøres bl.a. ved

  • at udføre velgørende arbejde og nødhjælpsaktioner i Georgien.
  • At formidle økonomisk støtte til fattige familier i Georgien.
  • At støtte missions– og kristenaktiviteter både gennem Den ortodoxe kirke og andre kristne kirker i Georgien.
  • At fremme demokratiet i Georgien, bl.a. ved at invitere georgiere til Danmark og introducere dem til det danske demokrati.
  • At skabe interesse for Georgien i Danmark.
  • At formidle kontakt mellem danskere og georgiere gennem interessesfærer som kunst, kultur, kirkeliv, velgørenhed, litteratur, presse, uddannelse, økologi, økonomi, videnskab, sport o.a.
  • At invitere georgiske børn på ophold i Danmark.
  • At bistå og fremme forretningsaftaler mellem Danmark og Georgien.
  • At informere gannem presesn og interne informationer (blad, breve m.m.).
  • At virke gennem alt, som fremmer disse formål.
  • At rejse midler til ovenstående.